Værdigrundlag og pædagogisk udgangspunkt
Randers Statsskole er en traditionsrig, men også dynamisk skole. Kontinuitet og fornyelse er derfor nøglebegreber i skolens liv. Vi lægger i den daglige praksis især vægt på faglighed, kreativitet og menneskelige værdier.
Fagligheden i undervisningen prioriteres højt. Det vigtigste for skolen er at tilbyde og give en studieforberedende og almendannende uddannelse, der ikke alene lever op til kravene i lovene og bekendtgørelserne, men også er dynamisk og følger med tiden. Undervisningen tilstræber en balance mellem velafprøvede og eksperimentelle metoder, og dens indhold rummer såvel klassiske som helt nye stofområder. Det er en selvfølge, at eleverne har indflydelse på tilrettelæggelse og evaluering af undervisningen og at der tilstræbes et samspil mellem fagene. Undervisningen søges tilrettelagt, så skolen er i stand til at rekruttere bredt og fastholde eleverne i uddannelsen samt lette overgangen fra folkeskole til gymnasium og fra gymnasium til de videregående uddannelser.
Det kreative aspekt er væsentligt i alle fag. Skolen tilbyder en række kunstneriske fag og aktiviteter, men kreativiteten viser sig også i den opfindsomme problemløsning i de naturvidenskabelige fag, i den personlige formulering og selvstændige forståelse i de samfundsvidenskabelige og humanistiske fag og i den overraskende kombination af ideer, facts og færdigheder i alle fag. I dagligdagen på skolen forsøger vi at sikre balancen mellem indlæring af spilleregler, medbestemmelse og selvstændig udfoldelse.
Fælles menneskelige værdier er forudsætningen for, at elever og personale kan trives på en stor skole. Ligeværdighed, gensidig respekt og rummelighed er centrale værdier i Randers Statsskoles hverdag. Demokratisk indflydelse og åbenhed er højt prioriteret og søges opnået gennem en række udvalg og samarbejdsorganer, hvor elever og alle personalegrupper deltager. Åbenheden tilstræbes gennem et velfungerende internt kommunikationssystem.