Studie- og ordensregler for Randers Statsskole

 Studie- og ordensreglerne er udarbejdet i henhold til Undervisningsministeriets Bekendtgørelse BEK nr. 1222 af 4. december 2006 om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser og den tilhørende vejledning.

Randers Statsskoles studie- og ordensregler skal medvirke til at opfylde uddannelsens formål og bidrage til et trygt undervisningsmiljø for både elever og ansatte.

Gensidig respekt er grundlaget for alt samarbejde på skolen – imellem elever, imellem elever og ansatte og imellem alle skolens medarbejdere. Gensidig respekt bør komme til udtryk ved, at ingen - hverken fysisk eller verbalt - krænker det frirum, som alle har krav på.

Fremmøde

Der er mødepligt til al undervisning. Ved undervisning forstås:

 Studieaktivitet

Det er ikke nok blot at møde frem til undervisningen. Eleverne skal også være studieaktive. At være studieaktiv vil sige at aflevere skriftlige opgaver til tiden, møde forberedt til den daglige undervisning, tage ordet, lytte, deltage engageret i gruppearbejde og i det hele taget bidrage til et godt klassemiljø. Studieaktivitet er en betingelse for at få SU.

 Fravær

Skolen søger at støtte og vejlede eleverne, så de kan fastholde uddannelsen. Ved skoleårets begyndelse modtager alle 1.g-elever en folder, der bl.a. beskriver regler og retningslinjer for fremmøde og fravær. Klassernes inspektorer gennemgår folderen sammen med eleverne. Lærerne registrerer elevfravær i hver lektion, og fraværet fremgår af Lectio. Hvis en elev har fravær, redegør han eller hun selv for årsagen i Lectio. Klassens tilknyttede inspektor holder øje med fraværet og iværksætter eventuelle sanktioner. Sanktionsmulighederne fremgår også af folderen. Normalt er der i første omgang tale om en mundtlig advarsel, dernæst en skriftlig advarsel og endelig en henvisning til at aflægge prøve i alle fag, der kan afsluttes med prøve på pågældende klassetrin.

Hvis eleven er under 18 år, orienteres forældrene.

Der er ikke fastsat konkrete procenttal for acceptabelt fravær, da der i udgangspunktet forventes 100 % fremmøde til undervisningen. Det beror altså på rektors og inspektorernes vurdering, hvornår fravær påtales. Sygdom, deltagelse i større familiearrangementer, idrætsstævner, kurser, møder og lignende accepteres som årsag til fravær.

Elever, der på grund af længerevarende sygdom ikke kan følge den almindelige undervisning, tilbydes sygeundervisning.

Fritagelse for deltagelse i undervisning

Elever kan i særlige tilfælde blive fritaget for deltagelse i dele af undervisningen. Rektor kan bede om en lægeerklæring som dokumentation for anmodningen om fritagelse.

Skriftlige opgaver

Skriftlige opgaver skal afleveres til den fastsatte tid og i den afleveringsform, som er aftalt med læreren. Afleveringsfristen for større opgaver (på mere end tre timers elevtid) fremgår af Lectio og af klassens afleveringsplan, som lærerne udarbejder i begyndelsen af hvert semester. Elever kan i særlige tilfælde - og inden den fastsatte afleveringsdato - aftale en ny afleveringsfrist med læreren. Læreren registrerer manglende afleverede opgaver i Lectio.

Det er inspektorernes vurdering, hvornår ’skriftligt fravær’ skal påtales. I forbindelse med evt. påtale og første advarsel henvises eleven til skolens lektie- eller skrivecafe.

Elever, der har større fraværsproblemer i forbindelse med skriftlige opgaver, sættes i ”skrivefængsel”, d.v.s. pålægges at udfærdige de manglende opgaver i skrivecafeen eller i mellemtimer og fritimer.

Snyd i forbindelse med skriftlige opgaver

Snyd i forbindelse med skriftlige opgaver accepteres ikke, og snyd kan få alvorlige konsekvenser.

Der kan ikke opstilles en endegyldig definition af, hvornår der foreligger snyd, men overordnet set gælder følgende: Der er tale om snyd, hvis en elev gør andres ord til sine egne, d.v.s. skriver af fra andre, fra bøger og fra hjemmesider uden at anvende citationstegn og angive kilde.

I forbindelse med opgaveskrivningen i gymnasiet lærer eleverne, hvordan de frugtbart kan gøre brug af andres arbejde, undersøgelser og forskning, og hvordan de citerer og dokumenterer korrekt.

Har læreren mistanke om eller kan konstatere, at en opgave eller dele af den er skrevet af, indkalder læreren eleven til en samtale. Herefter tager læreren stilling til, om sagen skal indberettes til inspektor/rektor og orienterer eleven, hvis dette er tilfældet. Konstateres der udbredt grad af snyd i en opgave, skal den ikke bedømmes; den betragtes som ikke afleveret og registreres som skriftligt fravær. Er derimod ’kun’ dele af opgaven skrevet af, bedømmes de dele, der ikke er skrevet af.

Inspektor vurderer i hvert enkelt tilfælde, om eleven skal skrive en ny opgave. Snyd kan medføre sanktioner i form af advarsler og/eller bortvisning.

Snyd i forbindelse med eksamen

Snyd i forbindelse med eksamen medfører bortvisning i det pågældende fag. Eleven kan derefter først indstilles til eksamen i faget det følgende år.

Oprykning

Elever med mindst 2.0 i gennemsnit af de karakterer, der er opnået ved skoleårets slutning, rykker automatisk op til næste klassetrin. Elever kan dog ønske at gå et klassetrin om.

Rektor kan nægte oprykning for elever, hvis gennemsnit ved skoleårets slutning er under 2.0, hvis det samtidig vurderes, at elevens udbytte af undervisningen ikke er tilstrækkeligt.

PC

Elev-computere anvendes som arbejdsredskab i undervisningen. Det er den enkelte lærer, der definerer reglerne for brug af PC i timerne.

Rygning og alkohol

Rygning må kun finde sted udendørs på særligt anviste steder.

Elever eller medarbejdere må ikke drikke alkohol på skolen i skoletiden eller i forbindelse med aktiviteter, som træder i stedet for almindelig undervisning. I særlige tilfælde, f.eks. i forbindelse med skolefester, kan rektor tillade alkohol i begrænset omfang. Andre rusmidler må under ingen omstændigheder medtages eller indtages på skolen, ligesom det er forbudt at møde op i påvirket tilstand.

Bygninger og inventar

Skolens bygninger og udendørsarealer, inventar, udstyr og undervisningsmaterialer skal behandles ordentligt. Det er en selvfølge, at man rydder op efter sig, lukker vinduer og sætter stole op efter sidste lektion.

Bøger og undervisningsmaterialer

Næsten alle bøger og andre undervisningsmaterialer stilles gratis til rådighed for eleverne i den tid de går på skolen. Skolen kan opkræve erstatning for bortkomne eller ødelagte bøger.

Sanktioner


Rektor kan iværksætte sanktioner over for elever, der tilsidesætter skolens studie- og ordensregler. Sanktioner iværksættes efter konkret vurdering og – i reglen – efter skriftlig advarsel og samtale med rektor.

Der kan blive tale om følgende:

1. Udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter.
2. Midlertidig udelukkelse fra undervisningen i op til 10 dage. Udelukkelsen registreres som fravær.
3. Henvisning til at aflægge prøve i alle fag, der kan afsluttes med prøve på pågældende klassetrin.

4. Tab af retten til at blive indstillet til prøve i ét eller flere fag. Prøve i det eller de pågældende fag kan først aflægges det følgende år, hvis rektor træffer beslutning om, at eleven kan deltage i undervisningen.
5. Bortvisning.