Følgende praktiske oplysninger er ordnet stikordsmæssigt i alfabetisk orden.
Administration:
Skolens kontor er åbent alle dage fra kl. 8.00 til kl. 15.00. Kontoret er dagligt bemandet af rektor Kjeld Mortensen, inspektorerne Niels Wittrup Nielsen, Casper Bangsgaard Rask, Ulla Hansgaard Frederiksen, Lise Bitsch Holm og af følgende administrative medarbejdere: Lisbet Fredborg Brædstrup, Dorte Smith Hansen, John Steen Jensen, Lise-Lotte Therkildsen Hjermitslev og Vibeke Koch.
Adresseændring:
Det er meget vigtigt at give skolens kontor besked om evt. adresseændring og ændring af telefonnummer, sådan at skolen altid kan komme i kontakt med elever og forældre.
Befordringsgodtgørelse:
Befordringsgodtgørelsen er overgået fra amterne til staten. Oplysninger om tilskud til befordring/transport mellem skole og hjem kan findes på www.uddannelseskort.dk.
Bibliotekar:
Hver tirsdag er der en bibliotekar til rådighed på skolen. Sanne Andersen er fra Randers Bibliotek, og hun hjælper meget gerne elever med litteratursøgning og bogbestilling f.eks. i forbindelse med skriftlige opgaver. Bibliotekaren kan træffes i skolens Mediatek.
Bogdepot og bøger:
Skolens bøger opbevares i bogdepotet i kælderetagen. De allerfleste bøger stilles gratis til rådighed for eleverne i den tid, de går på skolen. John Steen Jensen bestyrer bogdepotet, og han træffes på skolens kontor eller i bogdepotet. Depotets åbningstider fremgår af opslag.
Cykel- og knallertparkering:
Cykler stilles i cykelstativerne i skolens nordgård. Knallerter og motorcykler parkeres på p-pladsen i nordgården. Det er muligt - mod et beskedent beløb og et depositum - at få en nøgle til aflåst cykel/knallertparkering. Cykler og knallerter må ikke parkeres ved hovedindgangen. Biler parkeres på Nordvestvej - ikke i parken.
Datoplan:
Her på hjemmesiden findes en datoplan over skoleårets aktiviteter, møder og særlige begivenheder. Datoplanen opdateres løbende. I øvrigt fremgår aktiviteter og møder også af Lectio, skolens skemasystem.
Dueslag:
Udfor inspektorkontoret findes en reol med et rum til hver klasse. Her kan ligge papirer fra lærerne, beskeder fra kontoret og andet til klasserne. Klasserepræsentanten tømmer jævnligt klassens dueslag og holder de andre elever orienteret.
Eksamen:
Gymnasiet er en eksamensskole, og der afholdes eksaminer i udvalgte fag. Eksaminerne er dels mundtlige, dels skriftlige og afholdes ved udgangen af det skoleår, hvor undervisningen afsluttes.
Alle elever får eksamensorientering af faglærere, studievejledere og inspektorer. Skolen tilbyder – når der er behov for det – støtte til elever med særlige eksamensproblemer.
Eksamenssnyd:
Hvis en elev gribes i snyd til eksamen, bliver den pågældende bortvist fra prøven. Det er eksempelvis eksamenssnyd at give eller skaffe sig oplysninger til/fra en anden eksaminand under eksamen eller at benytte ulovlige hjælpemidler. Reglerne for eksamen gælder også for terminsprøver og årsprøver.
Studieretningsprojektet i 3.g er en eksamensopgave og her gælder samme regler. Det er ikke tilladt at skrive en andens opgave eller dele af den af og i det hele taget at gøre andres ord til sine egne uden at angive kilde.
Se i øvrigt afsnittet om konsekvenser i forbindelse med snyd under punktet: "Studie- og ordensregler".
Elevråd:
Hver klasse har minimum én repræsentant i skolens elevråd. Det er elevernes organ og høres ligesom lærernes Pædagogiske Råd i spørgsmål af generel betydning for skolen. Elevrådet ledes af formand, næstformand, sekretær og kasserer og holder jævnlige elevrådsmøder.
Elevskabe:
Eleverne kan leje et skab til opbevaring af f.eks. styrthjelm. Det koster 50 kr. om året, og man skal give 100 kr. i depositum for nøglen. Kontakt kontoret.
Elevtid:
Elevtid er den tid, der fra ministeriets og ledelsens side er afsat til elevernes udarbejdelse af skriftlige opgaver. Elevtiden fordeles på de fag, der har en skriftlig dimension. Skolen forsøger en jævn fordeling af det skriftlige arbejde af hensyn til elevernes belastning, men alle elever må regne med 8-12 timers elevtid om ugen. Klasserne får ved begyndelsen af hvert semester en afleveringsplan.
Ferier skoleåret 2011-12:
Efterårsferie: 17.10-21.10. 2011
Juleferie: 23.12- 03.01. 2012
Vinterferie: 13.02 - 17.02. 2012
Påskeferie: 02.04 - 09.04. 2012
Sommerferie: 02.07 - 15.08. 2012
Alle dage er inklusive. Det er normalt ikke tilladt at holde fri/ferie uden for de officielle ferier.
Flex:
I løbet af skoleåret er indlagt en række flexdage eller flexuger. Her brydes det almindelige skoleskema op. Flexperioderne kan anvendes til studierejser, projektarbejde, sammenhængende arbejdstid i forbindelse med større skriftlige opgaver og meget andet. Flexperioderne giver i det hele taget eleverne og lærerne mulighed for at tilrettelægge undervisningen lidt anderledes.
Forsikring:
Forældre og elever bør sikre sig, at de har dækning på deres egen forsikring for skader, som kan opstå i undervisningstiden og evt. også, når eleverne er på ekskursion som en del af undervisningen – indenlands eller udenlands. Kommer en elev til skade pga. fejl eller forsømmelser fra skolens side, er det institutionens ansvar.
Forældremøder:
1.g’ernes forældre inviteres til første forældremøde i begyndelsen af september. Her har de lejlighed til at møde rektor og klassens studievejleder, der fortæller om skolehverdagen på gymnasiet. I slutningen af november inviteres 1.g-eleverne og deres forældre til et møde, hvor skolen orienterer nærmere om studieretninger og studieretningsvalg.
I januar afholdes forældrekonsultationer. Her kan forældre tale med elevernes faglærere.
Forældrene er naturligvis altid meget velkomne til at henvende sig telefonisk til skolens kontor for at få en aftale om telefonkontakt eller et møde med en lærer, studievejleder eller rektor.
Fritagelse for idræt:
Hvis en elev pga. sygdom skal fritages helt for idrætsundervisningen, skal eleven have et andet valgfag på c-niveau. Dette kræver en lægeerklæring og aftales med Rektor. Korterevarende fritagelse i forbindelse med skader og sygdom aftales med idrætslæreren. Som udgangspunkt deltager eleven omklædt i timerne i det omfang, det er muligt.
Fritagelse for undervisning i øvrigt:
Der er mødepligt til al undervisning. I særlige tilfælde vil elever kunne fritages for undervisningen i kortere tidsrum. Henvendelse herom sker til rektor eller studievejleder. Fritagelse af denne art vil normalt tælle som almindelige forsømmelser.
Fællestimer
Der afholdes hvert år en række fællestimer. Fællestimerne kan være for hele skolen eller for enkelte klasser eller klassetrin. Indholdet spænder vidt – fra foredrag til film og teaterforestillinger. Fællestimerne er en del af undervisningen, og der er mødepligt.
Fællesudvalg (FLU)
Dette udvalg danner kontakten mellem rektor, Pædagogisk Råd og eleverne. Det består af rektor, tre lærere valgt af Pædagogisk Råd, fem elever valgt af Elevrådet og én repræsentant for det teknisk-administrative personale. FLU træffer afgørelser om fællestimer, studiekredse, større fester, introduktionsdage, temadage m.v.
Før første skoledag:
Dagen før den egentlige skolestart arrangerer ældre elever (tutorer) en anderledes skoledag for kommende 1.g-elever, der den dag har mulighed for at møde skole og klassekammerater under mere fredelige former.
Glemte sager:
Ure, briller, smykker, telefoner m.m. afleveres i reglen på kontoret. Glemt tøj kan ofte genfindes i ’glemmekurven’ i kantinen.
Inspektorer:
Skolen har fire inspektorer, der sammen med rektor udgør den daglige ledelse. Inspektorerne er også lærere. Til hver klasse er tilknyttet en inspektor. Ledende inspektor Niels Wittrup Nielsen, pædagogiske inspektorer Ulla Hansgaard Frederiksen, Casper Bangsgaard Rask, Lise Bitsch Holm. Inspektorerne kan som regel træffes på skolens kontor og forældre er velkomne til at ringe.
Intranet:
Intranettet First Class er skolens interne kommunikationssystem og her på siden findes et link til First Class.
Alle elever og ansatte har adgang til intranettet, og alle har en personlig mailbox og adgang til en lang række konferencer. Alle nye elever får en introduktion og en kode til intranettet.
Kantine:
Skolens kantineudsalg ligger i kælderetagen/kantineområdet og er åben i de store frikvarterer. I kantinen kan man købe små lune retter, sandwichs, salat, brød, kaffe, te, mælk og meget andet. Uden for kantinens åbningstid kan man benytte automaterne med slik eller sodavand.
Karakterer:
To gange om året (november og marts) får alle elever en standpunktskarakter i de enkelte fag, og ved skoleårets slutning en årskarakter. Karaktererne offentliggøres for eleven i Lectio. Er eleverne under 18 år, skal karakterbladet underskrives af forældrene.
Kopiering:
Lærerne kopierer i pædagogisk værksted. Eleverne kan købe kopikort på kontoret og benytte kopimaskinen ved studievejledningen.
Kor og sammenspil:
De fleste dage efter skoletid er der mulighed for at deltage i korsang eller sammenspil. I skoleåret 2011/12 ligger de frivillige musiktilbud på følgende dage: Mandag øver jazzgruppen, tirsdag øver salsagruppen, onsdag øver orkesteret og torsdag det store kor. Koret, der øver hver torsdag kl. 14.50, tæller i dette skoleår ca. 150 sangere. Alle kan blive medlem – der er ingen optagelsesprøve. Hvis man selv mener, at man kan synge en sang, så andre kan genkende den, er der ingen tvivl om, at man har en stor fremtid som korsanger foran sig. Repertoiret er både gammelt og nyt, både klassisk og rytmisk. Der arbejdes med frasering og stemmetræning. Kammerkoret er et lille kor i forhold til det store skolekor. I kammerkoret arbejdes der med sangteknisk mere krævende musik. Kammerkoret består af elever med musik på højt niveau. Skolens orkester er primært et tilbud til de elever, der i forvejen spiller på træblæser, messingblæser eller strygeinstrument. Hvis man ikke spiller et instrument, men har lyst til at gå i gang for senere at være med i orkesteret, kan man låne et instrument af skolen, og musiklærerne kan hjælpe med at henvise til en relevant underviser. Frem mod julekoncerterne indøver orkestret bl.a. nogle klassiske stykker, men gruppen har især jazz og swing på programmet og optræder i forårshalvåret som semi-big band. Jazzgruppen „Little People“ har navnlig bebop på repertoiret, men spiller også standards inden for bossa nova og swing. Man kan deltage som sanger eller instrumentalist, og der gives undervisning i improvisation og jazzfrasering. Salsagruppen spiller latinamerikanske numre med hovedsagelig cubanske rødder. De deltagende elever undervises i spil på latinamerikanske percussioninstrumenter, og ud over slagtøjsgruppe indgår der vokal, keyboard og bas. Folkemusikgruppen „Hønsefødder“ øver på skiftende tidspunkter og optræder, når skolens elever ved festlige lejligheder danser folkedans.
Kor og sammenspilsgrupper optræder ved koncerter også uden for skolens rammer. Ved skolens store årsfest i Randershallen medvirker Orkesteret, jazzgruppen og Hønsefødder. De er også med ved Værkets musik- og teaterdag, og jazzgruppen holder i foråret koncert på Café Hatten. Ved skolens julekoncert og forårskoncert er alle kor og sammenspilsgrupper repræsenterede.
Hvert forår tager eleverne på kortur til Sønderjylland. Korturen har form som en koncertturné, hvor eleverne i to intense døgn giver koncerter på højskoler og efterskoler.
Lectio:
Lectio benyttes af mange gymnasier og er skolens elektroniske skemasystem. Der er adgang til Lectio bl.a. fra hjemmesiden. I Lectio kan elever og forældre se klassernes skemaer, oplysninger om lektier, studieplaner, fravær og karakterer. Nogle af oplysningerne er offentligt tilgængelige, til andre kræves en kode, som alle nye elever får udleveret.
Lærerforsamling:
Der holdes lærerforsamling i forbindelse med karaktergivning. Her drøfter lærerne bl.a. de enkelte elevers standpunkt.
Lærerteam:
For hver klasse findes et lærerteam. Teamet består af to lærere, der er kontaktled mellem klasses elever og lærere og også bindeled til studievejleder og inspektor. Teamet er bl.a. ansvarlig for planlægning af de flerfaglige forløb som Almen Studieforberedelse og sørger også for at koordinere og fordele det skriftlige arbejde. Det er også teamet, der sammen med klassens inspektor, forbereder drøftelsen af klassen på lærerforsamlingsmøderne.
Lærerværelse:
Lærerne benytter lærerværelset som frokoststue, mødelokale og forberedelsesrum. Lærerværelset er også det sted, hvor forhold, der vedrører elever, diskuteres. Derfor har pædagogisk råd besluttet, at elever ikke har adgang til lærerværelset. Men uden for lærerværelset er der opsat bokse, hvori eleverne kan aflevere skriftlige opgaver.
Læsevejleder:
Skolen tilbyder rådgivning og undervisning til elever med læse/stave/formuleringsvanskeligheder. Undervisningen foregår på skolen og varetages af Birgitte Dalsgård, som har kontor ved siden af studievejledningen. Træffetider fremgår af opslag.
Mediatek:
Skolens nyindrettede Mediatek ligger i kælderetagen. Her kan elever arbejde og læse, her er relevante håndbøger og hver tirsdag en bibliotekar, der kan hjælpe med litteratursøgning og bogbestilling.
Mobiltelefoner:
Mobiltelefoner skal være slukkede i timerne.
Mødepligt:
Når man er elev på en gymnasieskole, har man ret til at modtage undervisning og pligt til at aflevere skriftlige opgaver. For at undervisningen kan finde sted på en god måde, er det vigtigt, at alle møder rettidigt til timerne, og at man forsømmer så lidt som muligt.
Under punktet ”Studie- og ordensregler” er reglerne omkring bl.a. mødepligt og fravær mere udførligt beskrevet.
Psykolog:
Psykolog Roksanda Sørensen er tilknyttet skolen. Studievejlederen har mulighed for at lave en henvisning til psykologen. Psykologbistand er gratis.
Ringetider:
1. lektion 08.00 - 08.56
2. lektion 09.04 - 10.00
3. lektion 10.25 - 11.21
4. lektion 11.29 - 12.25
5. lektion 12.50 - 13.46
6. lektion 13.54 – 14.50
Skemaændringer:
Midlertidige skemaændringer meddeles i Lectio. Er en lærer fraværende, kan en time aflyses, læses af en anden af klassens lærere, en vikar i faget, klassen kan arbejde selv, eller timen kan rykkes til et andet tidspunkt, eventuelt til en flexperiode. Ved længere tids lærerfravær sørges der naturligvis for vikar.
Studievejledning:
Hver klasse har tilknyttet en studievejleder. Studievejlederen er til rådighed gennem hele gymnasieforløbet med hjælp og vejledning i forbindelse med den daglige skolegang. Studievejlederen kan besvare praktiske og studietekniske spørgsmål og hjælper også, når en elev har personlige eller sociale problemer i forbindelse med skolegangen. Alle elever (og forældre) er velkomne til at henvende sig.
Skolens studievejledere er: Katja Stoltenberg Gildsig, Søren Ørum Schmidt, Annette Hyldal og Bjarne Christiansen. Studievejlederne har faste træffetider, som fremgår af opslag ved studievejlederkontoret og af hjemmesiden.
Sygetransport:
Hvis elever på grund af midlertidig sygdom er forhindret i at bruge offentlige transportmidler, kan de ekstraordinært og i en kortere periode blive transporteret til og fra skole med taxa. Henvendelse herom til skolens kontor.
Sygeundervisning:
Ved fravær på grund af sygdom, der forventes at vare mere end 3 uger, er der mulighed for sygeundervisning. Undervisningen aftales med en inspektor.
Uddannelsesstøtte:
Elver kan, når de fylder 18 år, få uddannelsesstøtte, SU. Elever skal selv søge om SU via www.su.dk. Her kan man også læse om regler og muligheder og takster. Særligt skal man være opmærksom på, at gymnasieelever normalt kun kan få SU for hjemmeboende (takst for hjemmeboende) selv om de er flyttet hjemmefra. Mere herom på Sus hjemmeside.
Udmeldelse:
Hvis en elev ønsker at melde sig ud af skolen, skal studievejlederen kontaktes.
Hvis eleven er under 18 år, skal forældrene give deres accept af udmeldelsen. I forbindelse med udmeldelse skal alle bøger m.v. afleveres i bogkælderen.