fravær og fremmøde

Mødepligtsregler og fraværspolitik - skoleåret 2017/2018

En skole afhænger ikke mindst af dens elever. Det er af stor betydning for undervisningens kvalitet og indhold, at alle elever er til stede og deltager aktivt, ligesom det er afgørende for hver elevs udbytte og trivsel, at han eller hun bliver en del af et forpligtende fællesskab.

Skolen arbejder altid på at udvikle håndteringen af elevfravær. Formålet er at minimere elevernes fravær, så de lærer mest muligt og oplever et tilhørsforhold til skolen og klassen - og dermed i sidste ende gennemfører gymnasiet med så godt et resultat som muligt.

Nedenstående ’fraværspolitik’ står ikke alene, men er et supplement til øvrige fastholdelsestiltag.

Elever har ifølge gymnasieloven pligt til at møde til al undervisning og pligt til at aflevere skriftlige opgaver. Loven fastsætter altså ikke en ’procentsats’ for et tilladeligt fravær, ligesom der principielt ikke skelnes mellem ’lovligt’ og ’ulovligt’ fravær: Der er mødepligt til undervisningen. Alle former for fravær, herunder fravær for enkelte timer medregnes som fravær (Bekendtgørelse nr. 1077 af 13/9/2017om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser).

 

Opgaver og ansvar:

Elever:

Hvis en elev er fraværende, skal han/hun selv anføre årsagen til fraværet i Lectio, fx sygdom.

I visse tilfælde kan skolen ’godskrive’ fraværet. Det gælder i de tilfælde, hvor fraværet skyldes deltagelse i elevrådsmøder og i udvalgsmøder i skoletiden, samtaler med eksempelvis studievejleder eller uddannelsesleder eller deltagelse i skolearrangerede aktiviteter – ekskursioner, studiepraktik, musik- eller idrætsarrangementer. Det er dog elevens eget ansvar at henvende sig på kontoret for at få fraværet ’godskrevet’.

Elever kan til enhver tid følge med i fraværet og ’fraværskurven’ via Lectio. Her findes også en oversigt over de kommende skriftlige afleveringsopgaver.

Lærere:

Elevfravær fra timer:

Når en elev har et stort fravær, giver det altid anledning til bekymring. Lærerne følger med i elevernes fravær generelt og giver besked til klassens teamlærere, studievejleder og uddannelsesleder, hvis der tegner sig et uheldigt mønster, som kan være tegn på, at eleven mistrives eller måske er på vej ud af skolen.

Den enkelte faglærer registrerer elevfravær i Lectio i begyndelsen af hver time. Elever, der ikke er til stede i timen, får 100 % fravær. Elever, der gentagne gange kommer for sent til en undervisningstime, får 50 % fravær.

Manglende aflevering af skriftlige opgaver:

Alle gymnasieelever skal som led i undervisningen aflevere et vist antal skriftlige opgaver igennem det 3-årige forløb i de fag, der har en skriftlig dimension. Læreren skal omregne de skriftlige opgaver til elevtimer. Der er forskel på, hvor mange elevtimer hver klasse/studieretning har, men elever kan altid spørge enten deres lærer eller på kontoret.

Ved skoleårets start opretter klassernes/holdenes lærere opgaverne i Lectio og anfører elevtid og afleveringsfrist. Som hovedregel afleverer eleverne opgaverne elektronisk via Lectio til den fastsatte afleveringsfrist.

En lærer og en elev kan aftale en anden afleveringsfrist, hvis årsagen er rimelig, og eleven henvender sig i god tid. Læreren noterer i disse tilfælde aftalen i elevnoten i Lectio.

Hvis en lærer umiddelbart efter fristens udløb kan konstatere, at en elev ikke har afleveret en given opgave, har læreren flere muligheder. Hensigten er i alle tilfælde at hjælpe eleven til at bryde et evt. uheldigt afleveringsmønster, hvor skriftlige opgaver hober sig op.

  1. Læreren vurderer, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at aftale en ny afleveringsfrist.
  2. Læreren vurderer, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at sende eleven ’på gangen’ for at skrive opgaven. Er dette tilfældet, aftaler læreren med eleven, at opgaven - uanset om den er færdig eller ej - afleveres umiddelbart efter lektionen/dobbeltlektionen. Eleven får ikke fravær for den pågældende time.
  3. Læreren vurderer, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at bede elevens/klassens uddannelsesleder om at træffe nærmere aftale med eleven om afleveringen af manglende opgaver. I praksis vil det betyde, at eleven skal skrive opgaven i mellemtimer eller i timer uden for skoletiden (i ’skrivestue’).
  4. Læreren vurderer, om der er behov for mere individuelle hensyn.

Når en elev afleverer en opgave, registrerer læreren opgaven i Lectio som ”afleveret 0% fravær”, uanset om opgaven er afleveret for sent.

Studievejledere

Klassens tilknyttede studievejleder er særligt opmærksom på eleverne - på deres skolegang, deres trivsel, udbytte og fravær. Når forsømmelserne vurderes som problematiske, indkalder studievejlederen eleven til en samtale og sørger for, at den tilknyttede uddannelsesleder får besked. Samtaler/fastholdelsestiltag noteres i Lectio under den enkelte elevs fraværsside. Studievejlederen skriver relevante oplysninger til de øvrige lærere i klassekonferencen i FC og iværksætter tiltag, der kan hjælpe og støtte eleven. Studievejlederen deltager i lærerforsamlingsmøder sammen med teamlærerne og ledelsen.

Uddannelsesledere

Klassens tilknyttede uddannelsesleder undersøger på fastsatte tidspunkter (ca. hver femte uge) klassens samlede og enkeltelevers fravær, men er også opmærksom på elevfravær i enkeltfag, særligt sprogfag. Det er uddannelseslederens ansvar at være opmærksom på hver enkelt elev og - om nødvendigt - at iværksætte sanktioner både i forbindelse med det samlede fravær, ved fravær i enkeltfag og ved skriftligt fravær.

Sanktioner:

I første omgang indkaldes eleven til en samtale - normalt når fraværet når 8 procent – og modtager første varsel, samtidig med, at forældrene kontaktes, såfremt eleven er under 18. Sker der herefter ikke forbedringer, er proceduren/rækkefølgen normalt som følger:

  • Skriftlig advarsel

Er eleven under 18 år, orienteres elevens forældre pr. brev

  • Varsel om fratagelse af SU (for elever over 18)
  • Fratagelse af SU
  • Partshøring/varsel vedr. påtænkt henvisning til aflæggelse af prøve i alle fag
  • Prøve i alle fag, endelig meddelelse
  • Varsel vedr. påtænkt bortvisning
  • Bortvisning

Sanktionerne iværksættes altid efter konkret vurdering og i relation til den konkrete sag.

Samtaler/fastholdelsestiltag/sanktioner noteres i Lectio under den enkelte elevs fraværsside (synlig for lærere), ligesom relevant viden viderebringes til de øvrige lærere i klassekonferencen i FC.

Ledelsen, RS, juni 2017

 

 

 

Højt til loftet