besættelsestiden 1940-1945

på Randers Statsskole

”Gid Randers Lærde Skole må stå til evig tid”.

FORORD

HISTORIEN OM BESÆTTELSESTIDEN PÅ RANDERS STATSSKOLE OG DE MENNESKER, HVIS SKULDRE VI STÅR PÅ
Når du på en måske søvnig morgen går ind ad den store port i skolens vestfløj, og derefter går op ad trapperne til stueetagen eller 1. sal, måske ligeud igennem skolegården eller ned ad trappen til højre, ned i kantinen efter en kop morgenkaffe, så tænker du helt sikkert ikke på, at der for snart 75 år siden i selvsamme port, var pigtråd og skyttegrave. Den 9. april 2020 er det 80 år siden, at skolen stod over for fem turbulente år i forbindelse med tyskernes besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig. Tyskerne beslaglagde Randers Statsskole før krigens slutning. I det, du i dag kender som Café Hack, var der køkken, og brændet til de store komfurer, blev taget fra hylderne i fysik. I Krags Hjørne, hvor du måske sidder og spiser din frokost, var der vagtstue for de tyske soldater. På din vej rundt på skolen, hvor der nu er lyst og lækre kunstværker på væggene, hang de tyske jernkors, og i klasselokalerne, hvor du i dag følger undervisningen på den studieretning, du har valgt, lå de tyske soldater og sov i halm. 

Det her er historien om modige elever og medarbejdere, hvoraf 17 satte livet til i kampen for friheden. Det er historien om kampen for at opretholde det normale i det unormale, om håbet og troen. Om befrielsen, der endelig kom.
Dette er historien om en tid og dens mennesker, hvis skuldre vi aldrig må glemme, vi står på.
Rigtig god læselyst!

Forord ved gymnasiesekretær Lise-Lotte T. Hjermitslev, april 2020.


Skolens vestport ud mod Nyvangsvej. (Foto: Lise-Lotte T. Hjermitslev).

Uddrag fra Randers Statsskoles 450-års jubilæumsbog: Randers Statsskole i det 20. århundrede af lektor Palle Kirk.

Randers Statsskole under besættelsen

Besættelsestiden 1940-1945 satte sit helt særlige præg på skolen og de mennesker, som oplevede tiden. Den lærergeneration, som oplevede besættelsen blev på mange måder præget af de følelser, der greb alle i perioden, og det havde naturligvis stærk indflydelse på eleverne. De første spor af krigens virkning dukker op i Skolerådsprotokollen i efteråret 1939, da der dannes et luftværnsudvalg, som påtænker at afholde en prøve, ligesom der tales om trafikforholdene, der er blevet vanskelige på grund af benzinmangelen. Selve besættelsen den 9. april 1940 omtales ikke i Skolerådsprotokollen, men under den 24. oktober 1940 besluttes det, at den traditionelle skolefest skal bortfalde på grund af de ekstraordinære forhold. Den 15. august 1940 var skolegården ramme om den første alsang i Randers. Et 18 mands orkester spillede og adjunkt Christian Ræbild dirigerede sangen. De begyndte med ”Jylland mellem tvende have” og sluttede med ”Kongernes konge”. Randers Amtsavis skrev: ”De 5.000 mennesker sang, så det brusede op gennem den lukkede gård”. Alsangen var den første for form protest imod den tyske besættelsesmagt.

Sikring mod luftangreb og morgensang i sydgangen

Frem til skoleåret 1943 skete der ellers ikke væsentlige ændringer i skolens dagligliv. Skolens loft blev sikret mod luftangreb med sandbunker og vandspande. Kældrene blev omdannet til sikringsrum ved hjælp af sandkasser foran vinduerne – et fænomen, som viste sig at kunne gøre gavn for elever, der kom for sent – de kunne kravle ind gennem stueetagens vinduer. Festsalen blev lukket af, og man måtte lægge sandsække på parketstavene, for at de ikke skulle springe op. Morgensang blev sunget i sydgangen. Der er ingen tvivl om, at fællesskabet blev styrket gennem morgensangen. Lektor Huulgaard Mikkelsen skriver blandt andet i en artikel i Lurens (skoleblad, red.) første nummer efter befrielsen: ”Vore nationale sange blev sunget hyppigere end før ved morgensangen og stærkere, inderligere – husker jeg fejl, når jeg synes, der var kommet flere mandsstemmer med? Kongesangen kaldte følelser frem, som vi kun svagt havde mærket i vores sind tidligere. Ved forskellige lejligheder måtte rektor overfor den samlede skole betone vor pligt til at optræde roligt og besindigt, men rektor glemte heller ikke vor ret”. 

Studenterfest og skrivelse fra Truppenortskommandatur
Den 22. juni 1944 modtog skolen en alvorlig skrivelse til rektor fra det tyske Truppenortskommandatur. Ved festen for studenterne den 20. juni 1944 opførtes en sketch, hvori det forekom, at en person, som skulle forestille en tysk soldat, var blevet kastet til gulvet af en pige, mens hun bruger udtryk som ”Du Schwein, so müsste es alle ergehen”. Kommandanten gør opmærksom på, at rektors melding vil blive ”auf das Genaueste nachgeprüft”, ligesom det ultimativt kræves, at rektor svarer inden klokken 12 middag samme dag.

Skolehverdag og ansvar for børnenes sundhed
I den vanskelige tid fik skolen også et ansvar for børnenes sundhed, eleverne blev vejet og målt, for at man kunne følge deres udvikling, og en gang imellem ”kom pedellen til” at dreje på varmtvandsbruseren, så eleverne kunne blive vasket i omklædningsrummets brusekabiner.  Der var naturligvis en lang række dagligdage, hvor skolen fortsatte sit liv fra 30´erne, og hvor det gjaldt lektier og de almindelige forhold, som hører med. Da man var kommet sig over den første chokbølge og det igen blev hverdag, besluttede skolerådet igen at holde skolekomedie, det blev i 1941 med ”Aprilsnarrene”.


Rektor Prip taler ved skolens 400-års jubilæum i 1942. Billedet af Christian III er en gave fra Randrusianersamfundet. (Foto: Randers Dagblad).

 

Skolen fylder 400 år

Der var også gang i forberedelserne til 400-års jubilæet, som fandt sted i 1942. Der blev nedsat et udvalg bestående af rektor Prip, lektor Huulgaard Mikkelsen, adjunkt Møller Nielsen, adjunkt Jessen og adjunkt Garff. Overretssagfører Buhl finansierede en del arkivarbejde, som blev bestilt med henblik på en bog om skolen. Der var forskellige forberedelser til den store fest, som kom til at lyse op i besættelsestidens mørke. Der blev indsamlet penge fra hjemmene til festens afholdelse, i alt 1.600 kr. Gamle elever indsamlede 20.000 kr. til et jubilæumslegat og Undervisningsministeriet bidrog med 500 kr. På forslag fra komponisten Poul Schierbeck, som arbejdede med musikken til en kantate til jubilæet, ansøgte skolen om en radiotransmission fra jubilæumshøjtideligheden i skolegården.

Randers Statsskoles 400-års jubilæum
Den 5. september 1942 fejrede skolen sit 400-års jubilæum ved en højtidelighed i skolegården. Noget af festen blev transmitteret af Statsradiofonien. Festen begyndte klokken 10 med rektor Prips velkomst og forslag til et telegram til Kong Christian den Tiende. Telegrammets ordlyd var:

”En tusindtallig forsamling, der fejrer Randers Statsskoles 400-års jubilæum,
sender i taknemmelighed Deres Majestæt en ærbødig hilsen med ønsker om lys og lykke for konge og folk”.

Biskop Skat Hoffmeyer, Aarhus, talte om forskellen på skolen for 400 år siden og i 1942. Han understregede, at kernen i skolen er dansk og kristendom, han talte om kaldstanken og om skolens spænding mellem stof og ånd. Vi har nok svært ved at knytte disse begreber til nutidens gymnasieskole, men i 1942 betød disse ord noget for tilhørerne.  Rektor Prips festtale var nogle ”Glimt af skolens historie og forberedte kantate”. Der er gemt en dyb alvor i rektors slutord:

”Nutiden tegner sig mørk, og fremtiden er uvis. Men vort land har bedre forhold end mange andre lande, vor by har
roligere forhold end mange andre, og vor skole byder bedre forhold end de fleste”.

Deltagere i jubilæet bl.a. fhv. rektor Niels Christensen og oberst Gundelach med frue. (Foto: Randers Dagblad). 

Herefter opførte et kor af elever festkantaten under ledelse af adjunkt Rosholm. Kantaten var skrevet af adjunkt Alex Garff. Musikken er af komponisten Poul Schierbeck. Ledemotivet i kantaten er Randers´ byvåben: åen, broen, tårnet. I første del af kantaten er der et recitativ, (talesang, hvor ordene fremsiges i et syngende tonefald, der følger ordaccenten, men ikke danner en egentlig melodi, red.), hvor skolens rektor fra perioden 1605-07, Peder Thøgersen, fortæller om sin skolekomedie: Verden og den fattige”, adjunkt Mogens Quade fremførte recitativet, iført en gammel rektorkjole. I kantatens anden del, fremførte adjunkt Budtz-Jørgensen et recitativ, hvor han iført Blichers egne originale briller udbrød: ”Ak, hvor forandret”, og ønskede for eleverne: ”Gid hånd og ånd må være lige sikker, når I fra skolen ud i livet gå”. Herefter fulgte skolesangen, som jo er sangen om den ny skole, ”en bondegård at se med fire længer”. Slutsangen den pompøse ”Havet”, blev anmeldt som ”en ren perle af et stykke dansk musik”. Imellem de to afsnit af kantaten talte undervisningsminister Jørgen Jørgensen. Han lagde vægt på, at enhver slægt må føle samhørighed med de foregående led for ikke at blive fattig og rodløs. Han fremhævede som karakteristisk for skolen i 1942, at ”nu er skolen ikke længere den latinske og lærde skole, nu er den en folkeskole, hvor børn fra alle folkeslag får deres uddannelse”. Senere sagde han: ”Gymnasieskolen må ikke være en terpeskole, men heller ikke alene en kundskabsskole, og det er i tidens ånd, når gymnasieskolerne i højere grad lægger vægt på det almendannende”.

Randrusianersamfundet forærede skolen et maleri af skolens stifter, Christian den Tredje, (hvilket tidligere har hængt over bibliotekskontoret, red). Fhv. rektor Niels Christensen bidrog med et beløb til jubilæumslegatet, som hermed var nået op på 23.000 kr. Lokomotivfører af Langå, N. Larsen og Hustrus legat blev oprettet med en kapital på 2.000 kr. Højtideligheden sluttede med ”Der er et yndigt land”. Herefter var der en forfriskning til eleverne (sodavand og lagkage), og der var frokost for de indbudte gæster. Det var slut på formiddagens festlighed.


Borgmester Chr. Sørensen afslører stenen, hvor den ældste skole har ligget. (Foto: Randers Dagblad). 

Mindesten på Erik Menveds Plads og asfaltbal om aftenen
Klokken 15 om eftermiddagen afslørede borgmester Christian Sørensen den mindesten, som nu ligger, hvor man mener, at den ældste skolebygning lå, nemlig på det nuværende Erik Menveds Plads nord for Sct. Mortens Kirkes kor. Randrusianersamfundet havde opfordret byrådet til at lade stenen nedlægge. Derefter var der fælles kaffebord for 300 mennesker i Håndværkerforeningen, hvor der var premiere på den skolefilm, som fotograf Johan Christensen havde optaget. Herefter takkede rektor Prip alle bidragsydere til jubilæumslegatet. Sygekassedirektør L. P. Borgbjerg, der var formand for Randrusianersamfundet, og som på mange måder har vist sin interesse for skolens historie blandt andet med artikler i Randers Amts historiske årbog 1930, -31 og -32, tog derefter ordet og holdt et causeri om Randers Statsskoles historie. Om aftenen var der ”asfaltbal” for nuværende og tidligere elever. Den næste dag nedlagde Randrusianersamfundets bestyrelse en krans på rektor Peder Estrups epitafium (mindetavle, red.) i Sct. Mortens Kirke.

Hverdag under besættelsen
Efter dette højdepunkt i skolens historie, kom de almindelige dage igen, men hele tiden under besættelsens tryk. Der var brug for at fastholde dagligdagens mønstre, så i begyndelsen af 1943 genoptog skolen den gamle tradition med at holde skolebal efter skolekomedien. Festsalen blev benyttet i mørklægningstiden. Først så publikum Henrik Hertz´ ”Sparekassen” i pigernes gymnastiksal, derefter åbnedes ballet i festsalen med et seksmands orkester. Festen fortsatte til klokken 1 kun afbrudt af en smørrebrødspause og en ispause. I sin indledningstale sagde rektor Prip, at sidste gang der blev spillet skolekomedie på skolen var i 1940. I 1941 var der ikke komedie, men koncert i Håndværkerforeningen, og i 1942 var der komedie ligeledes i Håndværkerforeningen.

”Imidlertid kunne man ikke vedblivende forsvare at opvarme den fløj med festsalen og biblioteket, og vi trænger også selv til at varmes.
Derfor holdes der i år skolefest som i gamle dage”.

I sommerperioden skete der også oplivende ting i skolens daglige liv. Randers Amtsavis gjorde et stort nummer ud af at referere den traditionelle fodboldkamp mellem elever fra realklassen og lærerne. Der var nye kræfter på holdet, for den nye pedel, snedker Herluf Sørensen, som var blevet ansat i august 1942, spillede med. Der skrives om ham, at han spillede en strålende back, Budtz-Jørgensen fremhæves som strategen og Magnus Berg omtales som kanonen, der scorede de tre lærermål. Avisen er loyal i sit referat, når den skriver om lærerne contra de unge: ”Skønt lærerholdet besad den teoretiske overlegenhed, kunne den dog ikke opveje ungdommens gå-på-mod, og det måtte se sig besejret med 5-3”. Lørdag den 11. september 1943 afholdtes der en idrætsdag med skovturspræg, fordi skovturen i august var blevet aflyst på grund af regnvejr. Foruden idrætsarrangementer var der forhindringsløb, hurtigløb og æggeløb samt dans i skolegården.


Vendepunkt i efteråret 1943

De glade og lyse toner, kan vi fornemme, holdt sommeren over. Efteråret 1943 blev vendepunktet for landet såvel som for vor skole, idet samarbejdspolitikken hørte og modstanden tog til. Inden det for alvor blev krigstid også for Randers Statsskole, var der imidlertid en fin begivenhed, som fandt sted i weekenden den 29.-31. oktober. Skolen blev omdannet til en hel markedsplads, da der skulle holdes basar for at skaffe penge til et klaver til sangundervisningen. Der var amerikansk lotteri, tombola og boder med forskelligt godt. Lærerne opførte et stykke, som hed ”Vandmøllen i Appeninerne” og eleverne arrangerede optræden i ”Weekendhytten”, der var opkaldt efter et populært radioprogram. Ifølge avisens referat var det en vellykket underholdning af eleverne med mange indslag: redekammeorkester, swingnumre, den ”kendte tryllekunstner Per Jørgensen”, recitation og musik.


"Vandmøllen i Appeninerne". Lærernes optræden ved "Weekendhytten" i oktober 1943. 

Søndag aften sluttede de festlige dage med en koncert ”Visen gennem tiderne”, hvor der blev præsenteret folkeviser, tobaksvise, elskovsvise revyvise og vandreviser. Disse sange var kædet sammen af en tekst, som blev foredraget af en elev fra 3.g. Efter lodtrækningen om de mange gevinster, som forældrene havde givet, sluttede aftenen med sangen ”Danmark i tusind år”. Overskuddet var formidabelt: 5.000 kr., nok til to klaverer, som blev anskaffet, ét til sangklassen og ét til pigernes gymnastiksal. På sølvpladerne på klavererne står der: ”Tilvejebragt ved samarbejde mellem skole og hjem. Basaren 1943. Randers Statsskole”.

Vendepunktet i den danske holdning fik følger på skolen
Den 29. august var imidlertid passeret og vendepunktet i den danske holdning fik snart følger på Randers Statsskole. Som det fremgår af mindetavlen i skolegården, var der både elever og lærere, der tog aktivt del i modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt, og nogle af dem satte livet til. 

Skolen var forberedt på razziaer, og hvis der skulle komme tyskere på kontoret, ville man der oplyse, at de eftersøgte var fraværende. Der ville blive ringet tre gange med klokken, og mens lærerne så straks forlod klassen, kunne illegale elever fjerne sig gennem kældrene, og de illegale blade, som mange havde i tasken, kunne gemmes bag billeder og riste til luftkanalerne. 

Beredskabet trådte aldrig i brug, for der kom ingen razzia. Der var både elever og lærere, som tog del i illegalt arbejde. Flere elever blev hentet af Gestapo, blandt andre Johannes Exner, Hans Holtze, Mogens Simensen og Per Moesgaard-Nielsen. De kom alle velbeholdne hjem fra koncentrationslejrene. Per Moesgaard-Nielsen blev som den eneste arresteret på selve skolen, da et par civilklædte Gestapofolk spurgte efter ham, og en intetanende elev udpegede ham. Blandt lærerne var der aktive modstandsfolk.


Modstandsbevægelsen på Randers Statsskole i 1943

Der var ikke mange på skolen, som havde sympati for den tyske besættelsesmagt. Ifølge lektor Jens Bek lykkedes det at fastholde danskheden næsten helt, så alle trygt kunne tænke og tale dansk. Blandt lærerne var der nogle, som her skal omtales, fordi vi ved noget om deres modstandsarbejde. Adjunkt Kai H. Hoff, som havde været med ved sabotagen mod Langå broen, blev anholdt og ”skudt under flugtforsøg”. Adjunkt Ejgil Budtz-Jørgensen duplikerede og distribuerede i over halvandet år det illegale blad ”Randersfronten”, adjunkt Nordentoft var leder af ”Ringen”. Disse to blev ikke opdaget, selvom Budtz-Jørgensen flere gange var på nippet til at blive taget.

Lektor Hay-Schmidt, der var engelsklærer, blev arresteret og sendt til koncentrationslejren Oranienburg. 
Hans forseelse var, at han i sine timer skældte ud på tyskerne.

Der er således tegn på, at der har været visse lækager i loyaliteten, som også episoden om studenterfesten i 1944 viser. Men heldigvis var sammenholdet og kammeratskabet på skolen så stærkt, at både lærergruppen og eleverne slap for stikkeri. Det var muligt at læse illegale ting højt i klassen, for eksempel Kaj Munks ”Niels Ebbesen”, uden at der skete noget. Det var også muligt at få ordnet eksamen for nogle af de elever, der i eksamenstiden måtte ”gå under jorden”.

Sommerens lyse stunder afløses af vinterens alvor
Efter de mange lyse stunder i sommeren og basaren i den sidste weekend i oktober, blev november den mørke, alvorlige måned for Randers Statsskole. Den 5. november omkom student Niels Daniel Jensen ved en minesprængning ud for Grenå. En skolekammerat skrev et digt, som fortjener at blive citeret her, fordi det viser den alvor, som var blevet til virkelighed for de unge på Randers Statsskole i dette efterår.

(Uddrag)

Så blev du den første,
det frygtelige hændte,
du høje, lyse dreng,
jeg næsten ikke kendte.

Men nu, da Dødens nærhed
i et ispust jeg forstod,
så kan jeg dig erindre
med hver dråbe af mit blod,
din stemme og din latter,
en drengekåd beretning
om en time, ja, jeg husker
endog en enkelt sætning.

”En skolekammerat”.


Kai Hoff. Tegning på forsiden af "Luren" i maj-juni 1945.

 

Kai Hoffs død i 1943
Kai Hoffs mindelegat bliver hvert år nævnt til translokationen. Han blev den eneste lærer, som satte livet til i modstandskampen. De øvrige navne på mindetavlen i gården er navne på tidligere elever, der omkom i besættelsestiden.

Her skal fortælles om Kai Hoffs død den 30. november 1943.I sin erindringsbog ”Sød vin og galde” skildrer pastor Poul Borchsenius omstændighederne omkring Kai Hoffs død. Den 30. november kom tre unge modstandsfolk til præsteboligen på Rådmands Boulevard overfor skolens sportsplads. Gestapo var efter dem, og de havde ordre til at henvende sig hos Borchsenius. De sagde: ”Nogen er vigtigere end os, adjunkt Kai Hoff må først reddes”. Pastor Borchsenius sprang straks over gaden og ind på rektors kontor, hvor han fremstammede: ”Hvor er Hoff? Han må væk med det samme”. Rektor Prip blev forskrækket og sagde, at han ikke var kommet på skolen. En af skolens lærerinder blev sendt af sted til Hoffs lejlighed på Vester Altanvej for at advare ham eller fjerne mistænkelige ting. Efter at Borchsenius havde fået de tre unge sendt i sikkerhed, fik han oplyst, at Hoff var blevet taget på sengen under en razzia. Han havde våben og blev ført til kasernen.

På kasernen i Thorsgade, blev Hoff skubbet ind i en vagtstue og beordret til at stå med oprakte hænder foran en gloende kakkelovn.
Da hænderne sank ned, gjorde soldaterne deres våben klar.
Hoff sprang ifølge Borchsenius
på den ene soldat, hvorefter den anden skød ham.

Han forsøgte at komme ud ad vinduet, men blev dræbt med et skud i nakken.

Om aftenen ringede politimesteren til pastor Borchsenius og bad ham komme til Østre Kirkegaard klokken 19 for at forrette begravelsen. Der måtte ikke tales ved graven. Stemningen var mørk og trykket, - det var en kold, måneløs aften. Kun politimesteren, rektor Prip, nogle kirkegårdsarbejdere og en mængde tyske soldater var på kirkegården. Udenfor gik tyske patruljer. De få mænd sænkede kisten med Hoff og sang ”Altid frejdig, når du går”. ”Aldrig hørte jeg så få synge tredje vers i salmen så trodsigt og stærkt, som da denne håndfuld danske mænd stod omkring en grav, der gemte støvet af en ung, der havde levet op til det": 

Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært
døden ikke heller.

Pastor Borchsenius talte trods forbuddet ved graven. Næste morgen var graven dækket af rød-hvide blomster, folk sneg sig ind på kirkegården med dem i nattens løb. Derefter posterede tyskerne i længere tid tre soldater ved graven.

Mindelegat
Onsdag morgen den 1. december var morgensangen en mindehøjtidelighed for Kai Hoff, hvorefter skolen var lukket resten af dagen. Ved denne lejlighed opfordrede en pige kammeraterne til at skrive deres navne i en bog, som derefter blev sendt til Kai Hoffs mor, som en hilsen og en trøst. På grund af censuren kunne der ikke skrives i Randers Amtsavis om dette, men der er i skolearkivet en illegal artikel, som blev skrevet af Bent Grauballe. Kort tid efter sendte fru Hoff en hilsen til skolen og takkede for den venlige tanke. Allerede i 1944 begyndte man at samle ind til et mindelegat for Kai Hoff, familien ydede 5000 kr. til legatet, som blev uddelt første gang ved translokationen lige efter befrielsen, og som stadig uddeles den dag i dag.
I en mindeartikel i skolens årsskrift i 1944, karakteriseres Kai Hoff således: ”Kai Hoff havde rige evner for den gerning, han havde valgt. Trofast og retsindig, mild og forstående var han – de største krav stillede han til sig selv”. Han levede stærkt med i skolens liv og ved den ”Weekendhytte-fest”, som blev afholdt en måned før hans død for at samle penge ind til et klaver, var han med i lærernes stykke ”Vandmøllen i Appeninerne”, hvor han sang duet sammen med adjunkt Gnudtzmann.
Det tidligere skoleblad Luren bragte et billede af Kai Hoff på forsiden af det første nummer, der udkom efter befrielsen. Kollegaen og digteren Alex Garff giver her et smukt billede af hans person i et digt, som slutter med følgende vers:

Mild og myndig staar du for os.
Ingen uniform,
kun en lurvet frakke
var din mundering.
Du foretrak fattigdom selv,
når Nordens børn led ondt.
Ødselt gav du os alt,
dit dyrebare liv
saa vi blev fattige selv
ved din gave.

Randersfronten
Randersfronten er navnet på et illegalt blad, som udkom gennem et år i Randers by. Da det er knyttet meget tæt til skolens historie gennem adjunkt Ejgil Budtz-Jørgensen skal der fortælles om hans illegale arbejde her. Adjunkt Ejgil Budtz-Jørgensen var en ilter og stærkt følelsespræget personlighed. Allerede før besættelsen var hans stilling imod nazismen kommet til udtryk overfor eleverne – han kendte vist ikke ret meget til ”objektivitet i undervisningen”, og han var ikke bange for at åbne munden, heller ikke senere hen. 

De elever, som havde ham den 9. april 1940 om morgenen efter de tyske troppers besættelse af Danmark, fortalte, at han var i et ganske forfærdeligt humør og slet ikke kunne være morsom og munter, som han ellers plejede at være.
I 1943 blev han vist nok lidt ved et tilfælde hvirvlet ind i den lokale modstandskamp. Han var sammen med adjunkt Rævskjær og Alex Garff med til at opføre en revy i det gamle Randers Teater, hvor besættelsesmagten fik det glatte lag. Det fortælles, at Rævskjær og Garff stod klar ved jerntæppet for at lade det falde ned, hvis tyskerne skulle komme op på scenen. Budtz-Jørgensen fremførte sandelig også nogle præcise meninger om tyskerne blandt andet i en sketch, hvor han var en naturforsker, der studerede langs Gudenåen og fortalte en masse om ”de små grønne”, som han fandt her. Han udbredte sig også om ”Randers Afholdsforening”. Det stod i sketchen for det engelske flyvevåben RAF.

Meget blev sat på spil
Der var ingen tvivl om ”Bussers” holdning, kolleger måtte ofte dæmpe ham lidt ned i selskabeligt samvær. Så da jorden pludselig brændte under journalistelev Viggo Torstensson og ingeniør Bach, der udgav det illegale blad ”Randers Kureren”, henvendte de sig til Budtz-Jørgensen på Dronningborg Boulevard bærende på en duplikator og spurgte, om de kunne trykke bladet der. Svaret var ja. Torstensson blev taget af Gestapo og sendt i tugthus i Tyskland. Forinden havde han sagt, at Budtz-Jørgensen ikke skulle være bange, hvis han, Torstensson, blev taget, for han ville ikke sige noget. Det løfte holdt han. Men da ”Randers Kureren” ophørte med at udkomme, mente Ejgil Budtz-Jørgensen, at han måtte tage arbejdet på sig for at vise, at ”vi ikke ville give op”, som han sagde. Det var den store razzia i november 1943, der standsede bladet, men allerede i december udgav Budtz-Jørgensen det første nummer af bladet, som han kaldte ”Randersfronten”.
Han skrev selv bladet, som havde et højt litterært stade, det var mest artikler om tidens brændende problemer og ikke så meget aktuelle nyheder. Han arbejdede sammen med organisationen Frit Danmark. Kollegaen Nordentoft, som var medlem af ”Ringen” hjalp ham og fru Else Budtz-Jørgensen med arbejdet, som foregik i huset på Dronningborg Boulevard. Familien var helt ung og havde en lille dreng, men alligevel hjalp Else med duplikatoren, indtil hun og sønnen rejste til familien i København for i mere sikkerhed at vente på den næste familieforøgelse.

Omdeling med stor risiko
Bladet udkom i 1000 eksemplarer hver 14. dag. Nogle læger og sygeplejersker hjalp med uddelingen. Når bladet var trykt, blev det lagt i postkasserne i konvolutter, og således sendt til borgerne i byen. Det var ikke svært at få samlet penge ind til omkostningerne, men arbejdet var naturligvis ikke uden en stor risiko. Det vidner historier om, blandt andet en om adjunkt Nordentoft, som en dag cyklede ud ad Mariagervej med tasken fuld af blade. Han var ifølge lektor Jens Bek, som har fortalt denne historie, lidt upraktisk, så på et tidspunkt væltede han med cyklen og alle bladene faldt ud. Så kom der en tysk soldat, som meget venligt og høfligt hjalp ham med at samle dem op… Derefter kunne han cykle videre.
Engang oplevede Budtz-Jørgensen og en sygeplejerske, som var på vej til postkassen med to store tasker fulde af blade, at de mødte to tyske patruljer, som kom gående på den anden side af gaden – de gjorde ingenting. Men ikke så snart havde de fået læsset bladene i postkassen, før der kom en tredje patrulje, som undersøgte dem. De havde intet ulovligt på sig – så man forstår, at de lettede faldt hinanden om halsen, da patruljen var gået igen.


Heldet var med Busser flere gange
En aften med isglat vejr ordnede han noget udenfor huset, da han pludselig hørte støvletramp. Med favnen fuld af illegalt materiale rutsjede han ned ad indkørslen til garagen og nåede lige ind, inden de to soldater stillede sig op og snakkede sammen udenfor huset.

Under folkestrejken i 1944 cyklede Ejgil Budtz-Jørgensen rundt og satte plakater op i telefon- og elmaster. På vej hjem opdagede han, at tyske soldater fulgte lige bagefter og pillede plakaterne ned lige så hurtigt som de var kommet op. Heldigvis indhentede de ham ikke. Bagefter tog han igen ud og hængte nye plakater op de samme steder. ”Det syntes jeg var modigt gjort, sagde Else Budtz-Jørgensen (der døde i Randers i 2012), som historien og de øvrige oplysninger om ”Randersfronten” stammer fra. 

Dette modstandsarbejde stod på i mere end et år og da befrielsen kom, var der stadig arbejde at gøre. Ejgil Budtz-Jørgensen var både den 4.- og 5. maj travlt beskæftiget i bykomitéen på Hotel Randers. I filmen om Randers under besættelsen, ser man ham byde de første engelske soldater velkommen. Han talte til dem fra balkonen på Hotel Randers.


Dagligdagen i den sidste del af besættelsen

Der blev fortsat en skolehverdag at leve, selvom begivenhederne i 1943 er kulminationen på modstandsarbejdet. Der kunne fortælles om de samme praktiske dagligdags problemer om standpunkt og disciplin, som vi også finder overalt i for eksempel Skolerådsprotokollen. Der var nogle åndehuller i besættelsestrykket, især fremhæves besøgene af den svenske rejselektor Sixten Dahlberg fra Skara. Han kom flere gange og bragte et pust udefra med sig. Der findes en brevveksling med gymnasiet i Skara, hvoraf det fremgår, at der blev sendt bøger til Randers Statsskole derfra, ligesom de omvendt modtog bøger fra Randers. Der blev også afviklet ekskursioner og lejrskoler blandt andet på Djursborg for 3. mellem.

I foråret 1944 ser vi det første tilbud til studievejledning af eleverne, idet Studenterrådet i Aarhus spurgte, om de måtte sende en vejleder i studieforhold til skolen. Dette tilbud blev modtaget.  
Et af de mere kuriøse lyspunkter i perioden inden den sidste også meget begivenhedsrige krigsvinter var høstperioden 1944. Der var så stor mangel på arbejdskraft til høstarbejdet, at Undervisningsministeriet gav eleverne ved Statens højere Almenskoler fri fra skole i op til tre uger for at de kunne deltage i høstarbejdet. På Randers Statsskole affolkede dette flere klasser, der var i alt 85-100 elever, som meldte sig og hjalp til med at ruske hør og sætte neg op. Dette gav også eleverne en god portion frisk luft og sundhed, og som en af arbejdsgiverne sagde, ”så har de også en fantastisk appetit”.

Skolens fødselsdag
Som noget helt nyt dengang – også altså for os i dag en forklaring på, hvorfor vi holder skolens fødselsdag den 17. november, blev det i 1944 bestemt at festligholde denne dag, som er årsdagen for den nye skolebygnings indvielse. Der blev gjort meget ud af dagens festligholdelse. Jubilæumskantaten fra 400-års jubilæet blev opført. Biskop Skat Hoffmeyer talte om ”Jysk Sind” og efter en forfriskningspause, fortsatte man i festsalen med en gribende recitation af Leonora Christines ”Jammersminde” ved skuespillerinden Louise Jørgensen.
I januar 1945 greb kulden hårdt fat omkring det besatte Danmark. Skisportsforeningen, som rektor Prip var formand for, holdt en konkurrence i Fladbro, som dog var vanskelig at gennemføre på grund af snestorm. Der var knaphed på brændsel, så fra tirsdag den 30. januar måtte der holdes kuldeferie indtil den 5. februar. Hele februar blev præget af kulde og trafikvanskeligheder, så der måtte gøres noget for de mange tilrejsende elever. Der blev holdt et opvarmet lokale klar til lektielæsning, mens det blev bestemt at lukke for varmen i nord- og vestfløjen. Da de mange oplandselever ikke kunne komme hjem, blev de indkvarteret hos borgere i byen. Mange ville hjælpe, men der blev dog en lille rest tilbage, disse 10 elever blev indkvarteret hos rektor og pedel, og fire drenge kom til at sove på selve skolen. Det var en spændende weekend, som nok har styrket både patriotisme og sammenhold. Samme weekend, lørdag den 17.- og søndag den 18. februar var der skolekomedie. Spisning og bal i festsalen måtte man afstå fra, men i pigernes gymnastiksal opførte man, midt i denne voldsomme kuldebølge, Oehlenschlägers ”Sct. Hans Aftenspil”. Mandag var der ikke skolegang af hensyn til oplandseleverne og fra tirsdag den 20. februar fortsattes undervisningen med nyt skema og med indskrænket areal.

Tysk beslaglæggelse af Randers Statsskole
Skoleåret 1944-1945 var i sandhed begivenhedsrigt, men det skulle blive endnu værre.

Torsdag den 16. marts kom der ordre fra den tyske værnemagt om,
 at skolen skulle rømmes i løbet af 72 timer, fordi der skulle være ”Fahnenjunker-Schule”, en tysk officersuddannelse.

Om fredagen gik både lærere og elever i gang med at flytte inventar, bøger og samlinger og billeder til mange forskellige opbevaringssteder i byen. Mandag den 19. marts var der tysk vagt ved skolen. 

”Nu er det altså definitivt sket med skolen”
Om disse begivenhedsrige dage fortalte forhenværende lektor ved Aalborg Katedralskole, E. Molbo, som netop dengang var begyndt som lærerkandidat ved Randers Statsskole i sin dagbog:

Torsdag den 15. marts imellem klokken 11 og 12 kom der tyskere op på skolen og krævede denne til brug for uddannelse af unge officerer. Hvor var lærerkollegiet nedslået over denne meddelelse… Eleverne blev nu samlet i festsalen, og her fik de meddelelse om, at vi straks i morgen ville gå i gang med flytningen af samlingerne, og hvad der ellers kan flyttes.

Fredag den 16. marts: Jeg mødte klokken 8 om morgenen, og efter morgensangen begyndte vi straks på selve flytningen. Bordene kom op på loftet, og samlingerne kom til forskellige steder i byen. Under dette arbejde bistod jeg med at få vognene læsset og afsendt. Vi var kommet et godt stykke hen i arbejdet – bordene var flyttet, og der manglede ikke meget af samlingerne – da der kom to højtstående officerer og meddelte høfligt og undskyldende, at det ikke var nødvendigt at få skolen før om 4 uger. Hvor blev vi naturligvis i første omgang ærgerlige over al det spildte besvær, men på den anden side og ved nærmere eftertanke, så var det jo dog sikkert alligevel det klogeste at fortsætte flytningen og så blive tilbage i skolen, men ganske vist uden at kunne støtte sig til samlingerne. Flytningen fortsattes da også efter en moden overvejelse og bragtes også til endelig afslutning, dog var der tilbage at få bordene ned fra loftet igen.

Tirsdag den 20. marts: Nu er det altså definitivt sket med skolen: Vi skal være ude af den inden onsdag aften… Der er herefter ingen skolegang i morgen, og på torsdag begynder vi så nede på Teknisk Skole.


Skolen rømmes den 21. marts 1945. Eleverne hjælper sammen med folk fra byen. (Foto: Skolens arkiv). 


Elever bærer billeder bort fra skolen. (Foto: Skolens arkiv). 

Undervisningen flyttes - igen

Undervisningen blev flyttet til Teknisk Skole, som dengang var den røde bygning på Østervold, der i dag ligger ved Kulturhuset. Men allerede lørdag den 24. marts blev Teknisk Skole beslaglagt til lazaret. Derefter blev elevernes undervisning spredt over hele byen hos velvillige værter: S. C. Sørensen, Vilh. Nellemann, Sparekassen Odd Fellow Logen og museet.  


Sovesal i biblioteket. (Foto: Luren)

Junkerne rykkede ind og tog skolens lokaler i brug. Klasseværelser blev opdelt i en soveafdeling, hvor de tyske soldater sov i halm, mens den anden halvdel var opholdsafdeling. Til officererne var der opstillet køjer i lærerværelset og biblioteket. Lokalerne på første sal blev benyttet til undervisning. I fysiklokalerne var der opstillet terrænborde af sand, savsmuld og fyrrekviste, hvor der blev undervist i taktik. I kælderafdelingen var der spiserum og et køkken med store gruekedler i det nuværende Café Hack. Noget af brændet til disse komfurer blev taget fra hylderne i fysiksamlingen. I det nuværende Krags Hjørne var der vagtrum. 


Køkken i det nuværende Café Hack. (Foto: Luren). 


Fahnejunkernes udsmykning. (Foto: Luren). 

Skyttegrave og pigtråd i porten
Skolebladet Luren, bragte et omfattende fotodokumentarisk afsnit om skolens udseende den 8. maj klokken 18.15, blot en halv time efter, at tyskerne drog bort fra skolen. I porten var der et par skyttegrave og noget pigtråd. Der så ifølge artiklens forfatter meget svinsk ud overalt: ”På gulvene ligger iturevne seler, snavsede sokker, spejlstumper, spisegrej, cigaretskodder og ølflasker i en syndig forvirring”. Væggene var nogle steder dekorerede af soldaterne, som oftest med militærsymboler, for eksempel jernkors og billeder af landsknægte. Otte-ni steder stod der på tavlen: ”Gelobt sei, was hart macht”. Der er ingen tvivl om tendensen, og følelsen i skolebladets artikel, for eksempel står der i indledningen: ”Men nu, da Tyskland er blevet ynkeligt slået…. har de lærde junkere pænt pakket resterne af deres Fahner sammen og er luntet af til Tyskland, efterladende al ødelæggelsens vederstyggelighed til os andre at rydde op i”. Slutreplikken er også karakteristisk, forfatteren forlader kælderetagen og retirerer skyndsomt ”op i gården, ud ad porten, ud til de grønne plæner med de gule mælkebøtteprikker, ud til foråret og bort fra den stinkende os, som den onde mare, der nu har redet os i fem år, har efterladt sig…”. Det varede noget før skolen igen kunne tages i brug, så skriftlig studentereksamen blev afholdt i Håndværkerforeningen, real- og mellemskoleeksamen blev afholdt i logen og på Nørrestrædes Skole.


Et naturfagslokale. Billedet er taget den 8. maj 1945 en halv time efter, at tyskerne forlod skolen. (Foto: Luren).

Befrielsesdagene
Den 4. maj 1945 blev en begivenhedsrig dag for alle, som oplevede den og de følgende dage. I rektor Prips dagbog kan vi følge begivenhederne på nært hold. Den 4. maj læser vi om flere bekymrede forældrehenvendelser om deres børns hjemrejse. Dette var affødt af de mange rygter om den allierede indmarch, og vi må huske på, at mange udenbys elever dengang boede i Randers under skolegangen. Der kom også forskellige elever på besøg hos rektor denne aften. Den 5. maj 1945, som var en lørdag, skriver rektor Prip: ”Eleverne dirigeredes fra de forskellige undervisningssteder til Håndværkerforeningen, hvor der var fælles morgensang: ”Kong Christian”, en kort tale af rektor, derefter ”Der er et yndigt land” og ”Ja, vi elsker” og derefter nedlægning af blomster på Kai Hoffs grav”. 

Elever og lærere samledes fra de mange forskellige undervisningssteder i Håndværkerforeningens sal for i fællesskab at begynde med den første morgensang i frihed. I de følgende dage vendte de elever, som havde været i koncentrationslejr, tilbage. Også lektor Hay-Schmidt kom tilbage. Den 8. maj kunne man igen komme ind på skolen, som det fremgår af skolebladet Lurens artikel.

 Ved morgensangen i Håndværkerforeningen den 5. maj holdt rektor Prip denne tale, som gengives i sin fulde ordlyd her:

Vi glemmer aldrig den 9. april 1940, men også den 4. maj 1945 vil blive stående i erindringen. Det, der er sket, er næsten ufatteligt: et tryk er forsvundet, en knugende fornemmelse er borte. Fem lange, trange år er gået, mørket svinder, og solen stråler som aldrig før. Vi slipper for at lære krigens rædsler at kende i vor umiddelbare nærhed, og fred og frihed er ikke mere en fjern drøm. Endnu kan vi ikke samles i vor smukke skole, men samles må vi i dag.
Vore tanker går til vor elskede gamle konge, og vi føler dyb taknemmelighed over, at han har fået lov til at opleve denne glæde. Vi mindes dem, der gav deres liv i Danmarks kamp for friheden, en hel række af vore gamle elever og Kai Hoff.
Vi tænker på dem, der har været berøvet friheden og er blevet sendt i koncentrationslejr, og som vi glæder os hjerteligt til at se igen, - en hel række af gamle og nuværende elever og lektor Hay-Schmidt. Og så tænker vi på Danmark og Danmarks fremtid – den ungdomshær, der skal være med til at skabe vort fædrelands fremtid:

Den hær vil ikke blod og sår,
hvor krigens lurer gjalde,
men nyfødt fred i friheds vår
med ligeret for alle,
og den vil sindig fremad gå
og ej fra kampen træde,
for selv den mindste af de små
får del i livets glæde.

Gud bevare kongen!
Gud skærme vort fædreland!


Mindetavlen i skolegården
Den 3. maj 1946 blev den mindetavle, som sidder i skolegården på væggen ved Vestporten, afsløret. En væsentlig del af midlerne til mindetavlen stammer fra en kapital, som lærerne illegalt havde samlet i løbet af besættelsesårene. Lektor Jens Bek stod for indsamlingen, som var kommet i stand, fordi lærerforeningen havde opfordret til, at skolernes lærere sikrede sig en hjælpefond, hvis det blev nødvendigt at støtte kolleger, der blev truet af tyskerne. 

Ved afsløringen holdt rektor Prip en meget gribende og væsentlig tale, hvori han så tilbage på andre krigsår i skolens historie. (…) Rektor omtalte de så mørke dage i november 1943 og efter at have citeret en prædiken af Kaj Munk: ”Vi kan ikke nøjes med at elske vort fædreland med en stemmeseddel, lidt alsang og lidt Ewald-fester. Kærlighed kræver ofre”, sagde rektor:

”Gennem besættelsen har vi på Randers Statsskole lykkeligvis stået ubrydeligt sammen med samme front. Godt, at så mange unge, og også en del ældre, kastede forsigtighed og ængstelse over bord og tog sig på at vise Danmarks ansigt.
De gjorde det ikke for at vinde tak, men de har krav på vores dybeste taknemmelighed”.

Rektor nævnede navnene og dimissionsår på de 17, som faldt. Herefter læste han nogle vers af Hostrup:

Jeg skuer så langt
jeg synger så fro
om vælden, der glipper,
om duen, der slipper
af ørnens klo
om freden, der kommer
med stordåd og sang
om sol og skærsommer
i Danevang.

Til sidst takkede han de faldne med ordene: ”Vor tak går til den almægtige Gud, og den går til dem, der forstod, at kærlighed kræver ofre, og som ofrede det dyrebareste af alt – ofrede livet. Deres gamle skole vil ikke glemme dem”. Højtideligheden i skolegården indledtes med at regimentsmusikken spillede Hartmanns sørgemarch og senere ”Slumrer så sødt i Slesvigs jord”. Forsamlingen sang ”Fæderneland” og ”De snekker mødtes”. Fru Gottlieb sang ”Guds fred med vore døde”. Foruden rektor, talte prokurist Prieme og oberst Gundelach. Højtideligheden sluttede med, at alle sang ”Der er et yndigt land”. 



Mindetavlen i skolegården. Den har siddet på væggen siden den 3. maj 1946. (Foto: Rektor Lone Andersen).

Vi mindes stadig

Vi kan jo nok i dag, og måske især de unge, have lidt svært ved at forstå de følelser, som rørte sig både ved fredens komme og ved sådan en højtidelighed. Men det er vigtigt at huske på, at netop sådanne mærkedage og disse mennesker, som faldt, er en væsentlig del af fortidens arv til os – derfor lægges der stadig friske blomster ved mindetavlen på translokations- og dimissionsdagen.

 

SMÅ KLIP FRA HVERDAGEN DENGANG OG DEN FLOTTE DRONE-OPTAGELSE AF STATSSKOLEN I 2014

OPTAGELSE 1938-1942, 1 (Dansk Kulturarv)

OPTAGELSE 1938-1942, 2 (Dansk Kulturarv)

STATSSKOLEN 2014, DRONE-OPTAGELSE (Kapper Film Production)

 

 

Højt til loftet