en skærsommernatsdrøm

Randers Statsskole opfører musical 16. og 17. november 2017

Funky Shakespearemusical om drømmenes og fantasiens magt og om, hvordan mænd og kvinder ustandseligt går fejl af hinanden.

Findes der noget mere irriterende end når den fyr, som man godt kan lide, er forelsket i ens bedste veninde - og når venindens kæreste så oven i købet pludselig forelsker sig i én? To unge mænd og to unge kvinder flygter til sommerskoven uden for Athen for at rede trådene ud mellem sig. Det ville såmænd også have været lige til, hvis det ikke var fordi skoven er fortryllet og fyldt med drillesyge alfer, der vugger de unge i søvn og hvirvler dem ind i et spind af trylleri og forviklinger, hvor ingen er sikre på, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed. Og blandt alferne er der også kurrer på tråden mellem mænd og kvinder, og alle midler tages i brug for at narre modparten – forheksede blomster, æselører og tangotrin. Læg dertil en teatertrup og en lille alf med en stor drøm om at udgive sin biografi….

I Randers Statsskoles opsætning går komikken og poesien hånd i hånd, når jazz, rap, blide ballader og rå rockmusik smyger sig om Shakespeares replikker. Hvem får hvem ved daggry, hvornår skal man tro sine egne øjne, og hvorfor opfører både alfer og mennesker sig mærkeligt, når kærligheden regerer? En funky Shakespearemusical om drømmenes og fantasiens magt og om, hvordan mænd og kvinder ustandseligt går fejl af hinanden.     

Billetter købes via randersstatsskole.safeticket.dk og koster 30 kroner.

https://randersstatsskole.safeticket.dk/events#cat1300

 

 

Højt til loftet