den grænseløse frihed 

Tanker om pensionistlivet - en hilsen fra en pensioneret lærer

Ved min afsked med Randers Statsskole i 2018 efter 39 års lærerliv blev en dør til en ny verden åbnet. Væk var den struktur, som giver en opdeling i arbejde og fritid. Dagene lå som mulighedsfelter foran mig, og ulig mine studenter, der har et langt livsforløb foran sig, er man klar over, at tiden er begrænset. En strofe af Kim Larsens ”Nu dufter tjørnen” udtrykker på poetisk vis, hvordan jeg oplevede det: 

”Hør nattergalen, hør hvordan
den synger, som var tiden knap.
Som hasted’ det, det samme, du
er jeg begyndt at føle nu.
Som hasted’ det, det samme, du
er jeg begyndt at føle nu.”

Mange søger nyt livsindhold i en hobby – begynder at spille golf eller bridge. Det havde jeg gjort, siden jeg var 24 år, hvor jeg mødte min nu afdøde mand lektor Gunnar Houmann og så at sige overtog hans fritidsinteresser, så hvad ellers? Jo – min mand og jeg havde gennem årene også delt kunstglæden, og den er nu foldet helt ud, så jeg lever op til Søren Kierkegaards ord om at give et menneske en passion og derved også give dette menneske livsfylde. Jævnlige galleribesøg, hvor samtidskunsten følges intenst, er centrale fixpunkter. Hvad er det, kunsten åbner for? Den stiller de væsentlige eksistentielle spørgsmål, som man ikke selv kan formulere, og den giver et afsæt og et rum for dialog om mulige svar på, hvad det vil sige, at være menneske lige NU. Man møder kunstnere, der giver et anderledes blik på livet, end det mindset, som et lærerliv med fast skema afsætter. Man taler med gallerister om de nye trends i kunstens verden. Hvor bevæger samtidskunsten sig hen? – og hvorfor?

Jeg bor alene i et stort hus, og det fulgte så at sige meget naturligt, at jeg begyndte at bruge mit hjem til artist talks, hvor en større kreds af kunstinteresserede i alle aldre kunne møde tidens aktuelle kunstnere (f.eks Mikkel Carl, Mie Mørkeberg, Andreas Schulenburg, Mette Rishøj og Faranak Sohi) på en uformel måde i private hjemlige omgivelser. Kunsten kommer ned i øjenhøjde, når man sidder og drikker kaffe og spiser æblekage, mens man lytter til, hvad kunstneren vil med sin kunst, og hvordan der arbejdes med det kunstneriske udtryk. Disse møder giver stor glæde. Hvad er det værd at have en stor kunstsamling (pt. 385 værker) og et stort hus, hvis der ikke kommer nogle i huset og deler kunstglæden? Ligeledes kan netværket dyrkes: gode kolleger, der er blevet til uundværlige venner, har bakket op på enestående vis ved at give en hånd med ved disse arrangementer.

Mange pensionister går ind i foreningslivet og yder en indsats for deres interesse, og jeg har i et års tid været medlem af bestyrelsen for Randers Kunstforening. Kunst – og kulturlivet i Randers bæres af nogle af de engagerede ildsjæle, som jeg har mødt i denne forening.

Som pensioneret lærer kommer jobbets hovedgevinst, at tidligere elever kontakter en og fortæller om deres livsforløb og den betydning og indflydelse, som skolen og lærerne har haft. Jeg har fået lov af min ex-elev Eva Bærentsen Johnsen at gengive en besked, som jeg modtog fra hende i dec. 2019:

”Kære Rita                                                                                                                                      
Du var min dansklærer fra 1998-2001, og du er uden sammenligning den lærer, som har haft størst betydning for mig. Din passion for litteratur, kunst og livet har inspireret mig, og jeg tænker på dig med jævne mellemrum.
Jeg husker meget tydeligt et besøg i dit hjem, fordi det var fyldt med kunst, og især husker jeg værket ”Save the Bears” af Iben Dalgaard på toilettet.
Nu faldt jeg lidt tilfældigt over din profil her på facebook og fik lyst til at tage kontakt. Jeg håber, at du har det rigtig godt?
Kh Eva”

Behøver jeg sige, at det var en henvendelse, der varmede om hjerterødderne? Jeg svarede med en invitation om at komme og besøge mig. Et besøg, der nu har udviklet sig til begyndelsen på et venskab, hvor Eva og hendes mand skal mødes med mig på ART Herning- kunstmessen 2020 og selvfølgelig deltage i min næste artist talk.

Tiden som lærer har vist sig at have givet mig et værdifuldt netværk. Jeg oplever indblik i, hvad skolens uddannelse har givet eleverne med som livsbagage. Livstråde ses som skæbner gennem mine 39 skoleår, - og nu i et større bredere retrospektiv som pensionist. To generationer har været mine elever mor/datter, far/søn og også elev/kollega- relationen har jeg haft glæden ved at opleve.

Afsluttende vil jeg sige, at jeg via samtale med andre pensionister har erfaret betydningen af SELV at kunne bestemme, hvornår arbejdslivet slutter. Det giver en god start på pensionistlivet, at det er noget, man har valgt til, og at man får – med et lidt højtravende udtryk – en værdig afsked med sin arbejdsplads, herunder tid til at sige ordentligt farvel. Måske er det derfor, at jeg ikke savner skolen? Livet er gået ind i en ny – sidste fase, og sådan må det være. Når en dør lukkes, springer en anden dør op og åbner for nye verdener. Det er der, jeg er lige NU, og det føles både godt og rigtigt.

Med venlig hilsen
Lektor emerita Rita Houmann

 

Herunder ses Rita Houmann ved et af Andreas Schulenburgs værker.

Højt til loftet