grease

- musical på Staten i efteråret 2016

 

  "Put fedt i håret - og elsk dig selv"...

 

Randers Statsskole opførte, i november måned 2016, musicalen Grease.

Grease er især kendt fra filmatiseringen med John Travolta og Olivia Newton-John, men udgangspunktet for Randers Statsskoles opsætning i november 2016 var den oprindelige musical, skrevet for Broadwayscenen. Adskillige af skolens elever medvirkede - på scenen som skuespillere og dansere, bag scenen som scenografer, make-upartister, designere eller som PR- og servicemedarbejdere. Musikken blev leveret af Randers Statsskoles orkestre og bands. Hårde læderdrenge og seje piger - og ”hvad er kærlighed?”

Kernen i musicalen var historien om den smarte Danny, der mødte den pæne Sandy, og de trængsler, de to måtte igennem på Rydell High School, inden de kunne forenes. Det var med andre ord teenageproblemer, store drømme og spirende kærlighed, der var brændstoffet i denne rock’n’roll-musical, som var præget af hårde læderdrenge og seje piger.

I Randers Statsskoles opsætning var der fokus på, hvad kærligheden er for en størrelse, hvornår den er ægte, uægte, sund eller usund - og at det at kunne elske en anden forudsætter, at man kan elske sig selv. 50’ernes ”greasede” udtryk blev brugt som afsæt for en kommentar til nutiden, hvor det måske er sværere end nogensinde før at få lov at være den, man er!

Se det store galleri her

Højt til loftet