fandens oldemor

3.g besøger Svalegangen i Aarhus

 

Af lektor Lene Christensen

Henholdsvis torsdag og fredag eftermiddag i uge 40 drog alle  skolens 3.g’erne til teatret Svalegangen i Århus for at se stykket ”Fandens oldemor” om Poul Henningsen og hans mor Agnes Henningsen. ”Fandens oldemor” er titlen på visen, som i sin tid blev sunget af Ove Sprogøe og nok er bedre kendt under omkvædet ”cigaretter, whisky og nøgne piger”. Arrangementet var kommet i stand i et samarbejde med hovedrolleindehaveren selv Ina-Miriam Rosenbaum, og forinden havde eleverne beskæftiget sig med PH og hans tekster i dansktimerne, så de var godt forberedte.

Stykket havde fokus på PH’s karakteristiske figur med stærke meninger f.eks. om de tyske flygtninge efter 2. Verdenskrig, påvirkningen fra hans mor og hendes kamp for ligestilling og det hele med en tråd frem til i dag i forhold til meningsdebatten på og brugen af de sociale medier. Selvfølgelig var de kendte PH-lamper også en del af stykket og det hele akkompagneret af et virkelig godt 3-mands orkester bestående af Emil de Waal, August Rosenbaum og Gustaf Ljunggren, der samtidig deltog i stykket. Efterfølgende var der blandt eleverne bred enighed om, at det havde været et godt og spændende skuespil med et aktuelt emne.

 

 

Højt til loftet