Hvis du overvejer at gå i gymnasiet efter 9. eller 10. klasse, kan det være, at Randers Statsskole er gymnasiet for dig. Vi tilbyder en alsidig og spændende gymnasieuddannelse, hvor du kan bevæge dig i forskellige faglige retninger.

Synes du, at naturvidenskab er spændende, og drømmer du om at være med til at præge fremtidens teknologiske udvikling, er en naturvidenskabelig studieretning noget for dig. Holder du af sprog og litteratur, og synes du, at andre kulturer er interessante, kan en sproglig studieretning være det rette valg for dig. Er du interesseret i politik og de mekanismer, der binder vores samfund sammen, kan du overveje de samfundsfaglige studieretninger. Endelig er der mulighed for at få styrket de kunstneriske og musikalske talenter på den musiske studieretning.

Ude til venstre er der links, hvor du kan læse videre og få uddybet, hvad de enkelte studieretninger kan tilbyde dig. Vi har prøvet at gøre det så overskueligt som muligt. Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at henvende dig til skolen. Vi svarer gerne på dine spørgsmål.

Senest 1. marts skal du have udfærdiget en uddannelsesplan sammen med din UU-vejleder. I den forbindelse skal du vælge 2. fremmedsprog og kunstnerisk fag. Men du skal også vælge studieretning. Dette valg er kun foreløbigt. Når grundforløbet afsluttes midt i januar, er der mulighed for at skifte studieretning.

God fornøjelse med dit uddannelsesvalg - vi ses på Randers Statsskole.