Samfundsfag a - matematik a

 

Samfundsfag A - Matematik A

Samfundsfag er et aktuelt fag, et undersøgende fag og et nysgerrigt fag. Her bliver du klogere på den verden, der omgiver dig - både tæt på og langt væk. Du beskæftiger dig med dansk og international politik, med økonomi og med menneskets udvikling. Hvad påvirker egentlig vores identitetsdannelse? Hvorfor er danskere i krig i Afghanistan? Hvor stor indflydelse har EU på det danske samfund – og omvendt?
Med samfundsfag på A-niveau er der naturligvis andre emner på skemaet. International politik, valg, EU, globalisering, identitetsdannelse og mange flere. Samfundsfag dyrker i høj grad den mundtlige dialog og diskussion. Men du skal være forberedt på, at der også er ganske mange skriftlige afleveringsopgaver. Her får du lejlighed til at gå bag om og i dybden med aktuelle problemstillinger, og du øver dig i at formidle et fagligt stof på skrift.
Matematik er både et teoretisk og et anvendelsesorienteret fag og har afgørende betydning, hvis vi skal kunne beskrive, forstå og kommunikere om naturvidenskabelige og teknologiske og samfundsvidenskabelige spørgsmål. Matematik-kundskaber er nødvendige i forbindelse med samfundsfag, når du bevæger dig ind på emner som statistik og finansiering, økonomiske modeller, spørgeskema- og opinionsundersøgelser.
De to studieretningsfag er kun to af mange fag i studieretningen, hvor sprog og de andre humanistiske fag og kunstneriske fag er repræsenteret. Til sammen giver alle fagene og samspillet mellem dem dig et solidt grundlag for at blive en engageret, aktiv, vidende og kritisk samfundsborger.
Studieretningen giver adgang til samfundsfaglige og naturvidenskabelige studier på videregående uddannelser – og vælger du engelsk på A-niveau, har du en meget bred studieretning.

 Se hvilke videregående uddannelser denne studieretning giver adgang til her

 

Højt til loftet