samfundsfag a - engelsk a - med idræt b som valgfag

 

Samfundsfag A - Engelsk A - med idræt B som valgfag

Denne studieretning er en variant af studieretningen på forrige side, og derfor er teksten herunder også den samme. Det særlige er, at elever på denne studieretning har idræt på B-niveau – og dermed får en del flere idrætstimer – og sved på panden.

I denne samfundsfaglige studieretning har du samfundsfag og engelsk på A-niveau gennem alle tre gymnasieår. I studieretningen arbejder du med menneske og samfund både i et lokalt og i et globalt perspektiv. Samfundsfag og engelsk kan gennem tekster, avisartikler, film og dokumentarprogrammer sammen og hver for sig sætte fokus på kulturelle, politiske, økonomiske og samfundsmæssige forhold i Storbritannien og USA. Evnen til samtale og kommunikation er afgørende i et moderne, globaliseret samfund – og ikke mindst engelskkundskaber er efterspurgte og nødvendige. Man kan næsten sige, at engelsk er sproget for global kommunikation. Der er nok ikke tvivl om, at det ikke er blevet lettere at forstå og fortolke den verden og den mangfoldighed af mennesker, som omgiver os.

Men man kan i hvert fald være nysgerrig, undre sig og stille spørgsmål: Hvordan udvikler vi os som mennesker, og hvad påvirker egentlig vores identitetsdannelse? Hvorfor har USA så stor en magt i international sammenhæng, og hvordan bliver man egentlig amerikansk præsident? I studieretningen forsøger vi at give nogle af svarene, og vi hjælper dig på vej til at blive en oplyst, kritisk elev, der kan gå bag om nyhederne - på dansk og på engelsk…

Studieretningsfagene toner din studentereksamen i en samfundsfaglig, sproglig retning. Men de to fag udgør kun en lille del af den samlede pakke af studieretningsfag, obligatoriske fag og valgfag. Eksempelvis giver denne studieretning også mulighed for at vælge matematik på A-niveau.

I denne studieretning tilrettelægger vi skemaet, så der er plads til morgentræning hver tirsdag og torsdag for Team Danmark- eller elitesports-elever. Men studieretningen kan vælges af alle elever!

Se hvilke videregående uddannelser denne studieretning giver adgang til her

 
Højt til loftet