Musik

Musik på c-niveau

De fleste unge hører musik i mange timer hver dag. På nogle tidspunkter kører musikken som baggrund til forskellige aktiviteterog på andre tidspunkter lytter man mere koncentreret. Uanset sammenhængen fylder musik meget i hverdagen.

Musik i gymnasiet er rettet mod nysgerrige unge, der ønsker en konkret viden om musik, og som har lyst til selv at skabe musik i fællesskab med andre.

Du behøver ikke at kunne spille eller synge i forvejen. Det er heller ikke afgørende, om du kan læse noder. Eneste forudsætning er en almindelig interesse for musik, som gør

 

  • at du har lyst til at opleve musik, som noget du selv er aktiv i,

 

  • at du ønsker at forstå musikkens indre sammenhæng og dens grundlæggende byggesten,

 

  • at du gerne vil blive bedre til at argumentere for sine holdninger til musikken,

 

  • at du er åben over for nye lytteoplevelser og har lyst til at opdage noget i musikken, du ikke hørte før.

 

Musikfaget er inddelt i to hovedområder, der fylder lige meget i timerne:

Musikudøvelse og musikforståelse.

Musikudøvelse er den praktiske del af musiktimerne, hvor vi arbejder med enstemmige sange og flerstemmige vokal- og instrumentalnumre indenfor såvel traditionel som rytmisk musik. Stemmetræning indgår som et led i undervisningen, og du lærer basal teknik på rytme-, bas- og akkordinstrumenter.

Musikforståelse er den analyserende og diskuterende del, hvor du får en bred basisviden om musik. Emnerne er vidt forskellige og kunne for eksempel være: blues, jazz, symfonisk orkestermusik, pop/rock, middelaldermusik, cubanske rytmer, spirituals, marchmusik, opera eller noget helt andet.

 

Musik på B- og A-niveau

Vælger du musik på B-niveau, ligger det i 2. eller 3.g. Faget er en udbygning af c-niveau i musik, som du har haft i 1.g.

Vælger du musik på A-niveau, har du musik i alle tre år, og faget har status som studieretningsfag.

I forhold til c-niveau er der på B- og A-niveau lagt større vægt på fordybelse i både musikudøvelse (sang og sammenspil) og musikforståelse (musikteori, musikhistorie, formlære, hørelære m.m.).

I musikudøvelse arbejder vi med stemmetræning, klassisk og rytmisk korsang, latinamerikansk musik, rock, soul m.m.

Ved flere koncerter gennem skoleåret optræder holdet med de numre, der er blevet indstuderet i undervisningen.

I musikforståelse analyseres der musik i et bredt udsnit af genrer: Symfonisk musik, klaversonater, sange fra romantikken, opera, blues, pop, rock, jazz og andet.

På A-niveau arbejder vi med skriftlige nodebaserede opgaver. Det er en fordel, hvis du på forhånd har et vist kendskab til noder, men det er ikke et krav. Har du ikke lært at læse noder, skal du blot være indstillet på at gøre en ekstra indsats i denne del af faget.

Det er heller ikke et krav, at du kan spille et instrument, men det er selvfølgelig en fordel, hvis du har en vis erfaring med enten at synge eller spille.

Det er vigtigt, at du er nysgerrig og gerne vil forstå musikkens indre strukturer og ønsker at tilegne dig en bred basisviden om musik.

Det er også vigtigt, at du har lyst til synge og spille i fællesskab med andre, at du gerne vil udvikle dine musiske evner, og at du kan arbejde seriøst frem mod en koncertbegivenhed.

 

Højt til loftet