Projekt Frivillig

 

Uddannelse er mere end det at gå i skole

Projekt Frivillig er et tværministerielt initiativ fra Social-, Kultur- og Undervisningsministeriet, som startede i 2010. Projekt Frivillig støttes hvert år med midler fra Finansloven.

Formålet med projektet er at få flere unge på gymnasierne engageret i frivilligt arbejde. Det frivillige arbejde foregår uden for skoletiden, og det er naturligvis frivilligt (!)

Få et bevis

Det nye ved Projekt Frivillig - i forhold til andre typer frivilligt arbejde - er, at du får et bevis for indsatsen - et såkaldt Frivilligbevis, der beskriver, hvor du har arbejdet, og hvilke opgaver du har arbejdet med. Du kan fx bruge Frivilligbeviset, når du søger job, eller når du søger ind på en videregående uddannelse i kvote 2.

Et pusterum i hverdagen

Hvis du har lyst og overskud til at deltage i frivilligt arbejde i et forløb på minimum 20 timer uden for skoletid, kan du starte her: www.projektfrivillig.dk. Her kan du finde alle væsentlige informationer om Projekt Frivillig. Du kan se eksempler på frivilligt arbejde, og du kan søge efter foreninger, der gerne vil udforme et frivilligt forløb til en gymnasieelev.

Fællessamlinger

Indimellem deltager repræsentanter fra Projekt Frivillig eller repræsentanter fra lokale foreninger og organisationer, der har brug for frivillige hjælpere, i vores fællessamlinger. Og bagefter er der trængsel i foyer-området. For der er mange elever, der gerne vil tage røde næser på og samle ind til ”Humor mod Aids”, en hel mængde elever - faktisk mere end 100, der deltog i Røde Kors-indsamlingen, ”Danmark mod katastrofer” en søndag i oktober, mange, der gerne vil være besøgsven for ældre i kommunen, og en flok, der har hjulpet med at samle penge ind til en ny bus til et af Kommunens plejecentre.

Uddannelse er mere end skolegang

Uddannelse er også almendannelse, det at udvise medmenneskelighed og det at bidrage til fællesskabet med det overskud, man nu har. Det støtter vi op om på RS. Og det sker, at arbejdet bærer lønnen i sig selv…

Der er seks regionale centre rundt om i landet, som arbejder med Projekt Frivillig. De regionale centre kan hjælpe med at finde foreninger, hvor der er brug for frivilligt arbejde. De ungdomsuddannelser, der deltager i projektet, har en kontaktperson - hos os er det uddannelsesleder Lise Bitsch Holm. Du er velkommen, hvis du har spørgsmål.

Højt til loftet